Tyskland – Audis frivillige forebyggende lægeundersøgelser
09/03/2016
Siden 2006 har Audi AG's sundhedsprogram været en del af organisationens langsigtede HR-strategi. Programmet hjælper med til at identificere sundhedsrisici og udvikle passende interventioner på et tidligt tidspunkt. Medarbejderne har ret til frivillige lægeundersøgelser – hvert femte år for personer under 45 og hvert tredje år for personer over 45. De aggregerede data analyseres for at identificere sundhedsrisici og nødvendige ændringer i arbejdsprocessen og arbejdstilrettelæggelsen for at beskytte medarbejdernes fysiske og psykiske sundhed. Lægeundersøgelserne er omfattende, og medarbejderne anbefales at deltage i de sundhedsinitiativer, som tilbydes af Audis sundhedsforsikring. De individuelle problemer, der identificeres, udløser individuelle foranstaltninger. Programmet gennemføres løbende med et årligt budget. Deltagelsesprocenten i lægeundersøgelserne ligger på 90 % for alle arbejdstagere under ét. Der er indikationer på lavere risiko for hjerteanfald og slagtilfælde takket være programmet. Succesfaktorerne omfatter nem adgang for medarbejdere, alle medarbejdere som målgruppe, forbedringer på såvel individuelt som kollektivt niveau og den systematiske metode. Programmet kan overføres, selv om der kan være behov for ekstern støtte inden for områderne lægeundersøgelser og dataanalyse.