Danmark – Det landsdækkende program for tilbagevenden til arbejdsmarkedet
18/12/2015
Programmet skabte en tidlig, tværfaglig og koordineret interventionsproces med henblik på at lette tilbagevenden til arbejdsmarkedet inden for det eksisterende system for ydelser ved sygdom. Det bestod af tre centrale elementer: tværfaglige teams i kommunerne, standardiserede vurderinger af arbejdsevne og procedurer til forvaltning af sygefravær samt et omfattende uddannelseskursus i tilbagevenden til arbejdsmarkedet for teamets medlemmer. De tværfaglige teams bestod af en kommunal medarbejder med ansvar for ydelser ved sygdom, en fysioterapeut, en læge med speciale i almen medicin, socialmedicin eller arbejdsmedicin og en psykiater. Specialisten i ydelser ved sygdom fungerede som koordinator. På ugentlige, tværfaglige møder udformede man individuelle planer for tilbagevenden til arbejdsmarkedet med opfølgning for at registrere fremskridtene. De foreløbige resultater varierede fra kommune til kommune, men i de to kommuner, der havde de mest positive resultater, viste en cost-benefit-analyse, at programmet gav økonomisk gevinst. Tilfredse deltagere fremhævede betydningen af at blive inddraget i beslutningerne og skabelsen af tillid til det tværfaglige team. Udfordringerne bestod af forvirring om de enkelte teammedlemmers rolle og begrænset hjælp ved psykiske problemer. Programmer af denne art skal indføres med forsigtighed, da det vil kræve betydelige tilpasninger til de lokale systemer for ydelser ved sygdom.