You are here

Rammedirektivet om arbejdsmiljø

Det europæiske rammedirektiv om arbejdsmiljø (direktiv 89/391/EØF), som blev vedtaget i 1989, var en væsentlig milepæl i forbedringen af arbejdsmiljøet. Det garanterer mindstekrav til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen i hele Europa, mens medlemsstaterne samtidig har ret til at fastholde eller skærpe foranstaltningerne.

Direktiv 89/391 – rammedirektivet om arbejdsmiljø
af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet – rammedirektiv.

I 1989 udmøntedes nogle af bestemmelserne i rammedirektivet i en betragtelig fornyelse på flere områder:

  • Udtrykket "working environment" (arbejdsmiljø) blev fastlagt i overensstemmelse med ILO-konvention nr. 155 om sikkert og sundt arbejdsmiljø og dækker en moderne tilgang, hvor man tager hensyn til teknisk sikkerhed såvel som til den generelle forebyggelse af helbredsskader
  • Direktivet har til formål at etablere et ensartet niveau for sundhed og sikkerhed til gavn for alle arbejdstagere (de eneste undtagelser er hushjælp og visse offentlige og militære tjenester)
  • Arbejdsgiverne pålægges ifølge direktivet pligt til at træffe passende forebyggende foranstaltninger til at gøre arbejdsmiljøet sundere og sikrere
  • Med direktivet indføres princippet om risikovurdering som centralt element, og princippets vigtigste elementer defineres (f.eks. farevurdering, medbestemmelsesret, indførelse af tilstrækkelige foranstaltninger til fjernelse af risikoen ved kilden, dokumentation og periodiske revurderinger af farer på arbejdspladsen)
  • Den nyindførte forpligtelse til at indføre forebyggende foranstaltninger er en implicit understregning af betydningen af nye former for sundheds- og sikkerhedsledelse som led i de generelle ledelsesprocesser.

Rammedirektivet skulle gennemføres i national lovgivning inden udgangen af 1992. Det var forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat, hvor store konsekvenserne var af denne gennemførelse i de nationale retssystemer. I nogle medlemsstater havde rammedirektivet betragtelige juridiske konsekvenser på grund af den utilstrækkelige nationale lovgivning på området, mens det i andre ikke blev nødvendigt med større justeringer.

I 2004 offentliggjorde Europa-Kommissionen sin meddelelse (KOM(2004)62) om den praktiske gennemførelse af bestemmelserne i direktiverne 89/391/EØF (rammedirektivet), 89/654/EØF (arbejdssteder), 89/655/EØF (arbejdsudstyr), 89/656/EØF (personlige værnemidler), 90/269/EØF (manuel håndtering af byrder) og 90/270/EØF (skærmterminaler). Kommissionen angav i sin meddelelse, at der var tegn på positiv indflydelse fra EU-lovgivningen på de nationale standarder for arbejdsmiljøet, hvilket fremgik af både den nationale gennemførelseslovgivning og den praktiske udmøntning i virksomheder og institutioner i den offentlige sektor.

Generelt var konklusionen den, at EU-lovgivningen havde bidraget til at indføre en forebyggelseskultur i hele EU og til en rationalisering og forenkling af de nationale retssystemer. Samtidig blev det dog understreget, at der var forskellige mangler i anvendelsen af lovgivningen, hvilket hindrede den i at nå sit fulde potentiale. Kommissionen nævnte også tilfælde, hvor der var indledt en overtrædelsesprocedure.