Næsten halvdelen af EU's arbejdstagere er sandsynligvis udsat for kræftrisikofaktorer, viser en EU-OSHA-undersøgelse
Press releases
Back to press releasesNæsten halvdelen af EU's arbejdstagere er sandsynligvis udsat for kræftrisikofaktorer, viser en EU-OSHA-undersøgelse
© Jack Tamrong - stock.adobe.com
Ifølge undersøgelsen af arbejdstageres eksponering for kræftrisikofaktorer på arbejdet i Europa kan næsten 47 millioner arbejdstagere i EU have været eksponeret for mindst én kræftrisikofaktor i løbet af deres seneste arbejdsuge. Undersøgelsen, der er gennemført af Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA), fremhæver betydelige mangler i forebyggelsesindsatsen og understreger det presserende behov for målrettede, evidensbaserede tiltag for at beskytte arbejdstagernes sundhed og mindske byrden ved arbejdsrelateret kræft i hele Europa.
Den endelige oversigtsrapport om undersøgelsen (1), der omfatter 98,5 millioner europæiske arbejdstagere, fremlægger de hidtil mest omfangsrige data om arbejdstagernes sandsynlige eksponering for 24 kendte kræftrisikofaktorer i 6 EU-medlemsstater: Tyskland, Irland, Spanien, Frankrig, Ungarn og Finland. I den seneste rapport fremhæves det, at 46,6 millioner arbejdstagere i løbet af deres seneste arbejdsuge har været eksponeret for en eller flere kræftrisici.
Eksponeringsprocenter og forskelle mellem arbejdstagerne
- De mest almindelige typer eksponering var ultraviolet stråling, udstødningsgasser fra dieselmotorer, benzen, respirabelt krystallinsk kvartsstøv og formaldehyd.
- I modsætning til eksponering for andre industrikemikalier er eksponeringen for formaldehyd mere udbredt blandt den erhvervsaktive befolkning, idet 6,4 % af alle arbejdstagere sandsynligvis eksponeres for det. Omstændighederne omkring denne eksponering er meget forskelligartet, f.eks. arbejde med lim eller krydsfiner, brandslukning eller åbning af transportcontainere.
- Eksponering for træstøv skiller sig ud blandt kræftrisikofaktorerne i undersøgelsen: Halvdelen af de berørte arbejdstagere oplevede en høj grad af eksponering i løbet af den seneste arbejdsuge, hvilket svarer til 1,6 % af alle arbejdstagere.
- Ca. 11,1 % af arbejdstagerne eksponeres i høj grad for mindst ét af de 24 stoffer.
- Det er også almindeligt at være udsat for flere forskellige eksponeringer: 26,1 % af arbejdstagerne blev sandsynligvis eksponeret for mindst to kræftrisikofaktorer inden for samme uge.
- Ældre arbejdstagere har en tendens til mere eksponering for flere risikofaktorer, men på i lavere grad sammenlignet med andre arbejdstagere.
- Selvstændige og midlertidigt ansatte udsættes ofte for højere eksponeringsprocenter, og eksponeringsmønstrene varierer også mænd og kvinder imellem afhængigt af sektor og arbejdstype.
"Næsten halvdelen af de europæiske arbejdstagere eksponeres sandsynligvis for kræftfremkaldende stoffer på arbejdspladsen, og millioner udsættes for høje risikoniveauer eller flere forskellige eksponeringer. Hvert år mister mere end 100 000 personer i EU livet på grund af arbejdsrelateret kræft. Disse resultater afslører betydelige mangler i forebyggelsesindsatsen og et presserende behov for målrettede, evidensbaserede tiltag for at beskytte arbejdstagernes sundhed og mindske byrden ved arbejdsrelateret kræft i hele Europa."
William Cockburn, administrerende direktør for EU-OSHA
Kontrolforanstaltninger og mangler i forebyggelsen
Undersøgelsen, der blev gennemført mellem september 2022 og februar 2023, viser betydelige forskelle på tværs af sektorer, jobtyper og demografiske grupper, hvilket understreger vigtigheden af målrettede interventioner og politikker.
Undersøgelsen af arbejdstagernes eksponering undersøger også, hvordan arbejdspladser håndterer eksponeringsrisici. Anvendelsen af kontrolforanstaltninger såsom ventilation, lukkede systemer og personlige værnemidler varierer meget. Nogle sektorer, herunder kemiske laboratorier, anfører konsekvent brug af tekniske kontrolforanstaltninger. I mange andre anvendes kontrolforanstaltninger kun lejlighedsvist eller slet ikke. For eksempel angav mere end to tredjedele af de arbejdstagere, der blev eksponeret for udstødningsemissioner fra dieselmotorer under vedligeholdelse af køretøjer, at de ikke anvendte beskyttelsesforanstaltninger.
Disse resultater understreger behovet for en bedre og mere konsekvent gennemførelse af tekniske, organisatoriske og personlige beskyttelsesforanstaltninger i overensstemmelse med det etablerede forebyggelseshierarki.
Grundlag for politikker og handling
Dataene fra undersøgelsen af arbejdstagernes eksponering giver solid og sammenlignelig dokumentation til at understøtte udviklingen af politikker og strategier for forebyggelse på arbejdspladsen. EU-OSHA har aktivt bidraget til Europa-Kommissionens igangværende proces med at opdatere EU-lovgivningen om kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionstoksiske stoffer på arbejdspladsen, som begyndte for flere år siden og fortsætter den dag i dag. Vores forskning underbygger dette lovgivningsarbejde, og undersøgelsesresultaterne vil danne grundlag for eventuelle fremtidige ændringer. Den bidrager også til målene i EU's strategiske ramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 2021-2027, Europas kræfthandlingsplan og EU's køreplan for kræftfremkaldende stoffer.
Effektive forebyggelsesstrategier skal tage hensyn til de forskellige typer og grader af eksponering, som forskellige grupper af arbejdstagere udsættes for. Det er afgørende at anvende sektorspecifikke og arbejdstagerorienterede tilgange for at reducere risiciene og beskytte sundheden.
Adgang til resultaterne
(1) De første resultater blev offentliggjort i november 2023.
Bemærkninger til redaktør:
Undersøgelsen af arbejdstagernes eksponering er en omfattende populationsbaseret telefonundersøgelse, der blev gennemført mellem september 2022 og februar 2023 i seks EU-medlemsstater. Undersøgelsens mål er at estimere arbejdstagernes sandsynlige eksponering for 24 kendte kræftrisikofaktorer, herunder industrikemikalier, procesgenererede stoffer, blandinger samt fysiske agenser.
Til undersøgelsen af arbejdstagernes eksponering anvendtes værktøjet Occupational Integrated Database Exposure Assessment System (OccIDEAS), og den fremlægger vægtede data, der er repræsentative for 98,5 millioner arbejdstagere.
Tidligere udgivelser om undersøgelsen af arbejdstagernes eksponering omfatter korte, tekniske rapporter, en metoderapport, en emnerelateret rapport om sundhedspersonale og flere brochurer.
Arbejdsrelateret kræft er den førende årsag til arbejdsrelaterede dødsfald i EU, og det er årsagen bag mere end 100 000 dødsfald om året, ifølge EU's køreplan for kræftfremkaldende stoffer.
Flere oplysninger findes på https://osha.europa.eu.