Arbejdsmiljøkampagnen for 2020-2022, "Sunde arbejdspladser letter belastningen", har til formål at øge bevidstheden om arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær og udbrede information om, hvordan det kan forebygges og håndteres. Kampagnen koordineres på nationalt plan af EU‑OSHA's focal points og støttes af officielle kampagne- og mediepartnere og Enterprise Europe-netværket. Den har seks primære målsætninger:
- øge bevidstheden om vigtigheden af at forebygge muskel- og skeletbesvær ved at fremlægge fakta og tal for eksponeringen for muskel- og skeletbesvær og indvirkningen heraf på enkeltpersoner, virksomheder og samfund
- fremme arbejdspladsvurderinger og proaktiv håndtering af muskel- og skeletbesvær ved at give adgang til relevante værktøjer, retningslinjer, audiovisuelt materiale og andet støttemateriale
- vise, at muskel- og skeletbesvær udgør en problemstilling, der angår alle, og som er mulig at håndtere
- forbedre viden om nye og fremvoksende risikofaktorer i forbindelse med muskel- og skeletbesvær
- fremme vigtigheden af at støtte arbejdstagere med kronisk muskel- og skeletbesvær, så de kan blive reintegreret og forblive på arbejdspladsen, og vise, hvordan dette kan gøres i praksis
- fremme effektivt samarbejde ved at bringe forskellige interessenter sammen og facilitere udveksling af information, viden og god praksis.