You are here

Håndtering af nanomaterialer på arbejdspladsen

Nanomaterials. Worker in a laboratory handling nanomaterials

Nanomaterialer er meget små partikler, der er usynlige for det menneskelige øje. Men de er til stede i vores dagligdag i almindelige produkter som f.eks. fødevarer, kosmetik, elektronik og medicin.

Nogle nanomaterialer er naturligt forekommende, mens andre er biprodukter af menneskelig aktivitet eller fremstilles specifikt til et bestemt formål. Selv om nanomaterialer har mange gavnlige egenskaber, er der store huller i vores viden om de sundhedsfarer, der er forbundet med dem. Der må derfor udvises særlig omhu i håndteringen af disse materialer, mens forskningen fortsætter.

Hvad er nanomaterialer?

Mange organisationers definition af nanomaterialer er sammenfaldende, når det gælder den omstændighed, at der er tale om materialer indeholdende partikler med en eller flere eksterne dimensioner mellem 1-100 nanometer (nm). Læs Europa-Kommissionens definition af nanomaterialer.

Nanomaterialer er op til 10 000 gange mindre end et menneskehår og kan størrelsesmæssigt sammenlignes med atomer eller molekyler. De har fået navn efter deres små strukturer (en nanometer er 10-9 af en meter). Nanomaterialers egenskaber adskiller sig ikke blot fra de samme materialer i større målestok på grund af deres lille størrelse, men også på grund af andre fysiske og kemiske karakteristika som f.eks. deres form og overfladeareal. 

På grund af disse forskelle medfører nanomaterialer nye og spændende muligheder på områder som f.eks. ingeniørvidenskab, informations- og kommunikationsteknologi, medicin og lægemidler, for blot at nævne nogle få. De samme karakteristika, som giver nanomaterialer deres enestående egenskaber, er også dem, der er ansvarlige for deres indvirkning på menneskets sundhed og miljøet. 

Hvor findes nanomaterialer?

Nanomaterialer findes naturligt i f.eks. vulkanske gasser eller kan være biprodukter af menneskelig aktivitet, f.eks. udstødningsgas fra dieselmotorer eller tobaksrøg.  Det er de fremstillede nanomaterialer, der er særlig fokus på. Og de findes allerede i en meget lang række produkter og applikationer.

Nogle af disse nanomaterialer er blevet brugt i årtier, f.eks. syntetisk amorf kiselsyre i beton, dæk og fødevarer. Andre er blevet opdaget for nylig, f.eks. nanotitaniumdioxid som UV-beskyttelse i maling eller solbeskyttelsesprodukter, nanosølv som et bakteriedræbende stof i tekstiler og medicinske applikationer, eller kulstofnanorør, der anvendes bredt på grund af deres mekaniske styrke, lethed, varmeafledende egenskaber og elektriske ledningsevne i applikationer som f.eks. elektronik, energioplagring, rumfartøjer samt køretøjsstrukturer og sportsudstyr. Nye generationer af nanomaterialer udvikles fortsat hurtigt, og markedet for dem forventes at vokse.

Hvilke sundheds- og sikkerhedsmæssige problemer er der forbundet med nanomaterialer?

Der hersker alvorlig bekymring med hensyn til nanomaterialers skadelige sundhedsvirkninger. Den Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici (SCENIHR) fandt, at der er påvist sundhedsrisici i forbindelse med en række fremstillede nanomaterialer. Ikke alle nanomaterialer har dog nødvendigvis en giftig virkning, og en strategi fra sag til sag er nødvendig, mens forskningen fortsætter.

De mest omfattende virkninger af nanomaterialer er fundet i lungerne og omfatter bl.a. betændelse og vævsskader, fibrose og tumordannelse. Hjerte-karsystemet kan også påvirkes. Nogle typer kulstofnanorør kan medføre asbestlignende virkninger. Ud over lungerne er det også blevet påvist, at nanomaterialer påvirker andre organer og væv, herunder lever, nyrer, hjerte, hjerne, knogler og blødt væv.

Som følge af deres lille størrelse og store overfladeareal kan partikelnanomaterialer i pulverform indebære en eksplosionsfare, mens deres respektive grovere materialer ikke gør.

Læs Kommissionens gennemgang af typer og anvendelser af nanomaterialer, herunder sikkerhedsaspekter, og EU-OSHA's litteraturgennemgang om eksponering for nanopartikler på arbejdspladsen.

Hvordan forekommer eksponering for nanomaterialer på arbejdspladsen?

Arbejdstagere kan komme i kontakt med nanomaterialer i produktionsfasen. Men mange flere arbejdstagere kan blive eksponeret for nanomaterialer i forskellige faser af forsyningskæden, hvor de måske endda ikke ved, at de er i kontakt med nanomaterialer. Det er derfor ikke sandsynligt, at der er indført tilstrækkelige foranstaltninger til at forhindre eksponering. Læs vores litteraturgennemgang om risikoopfattelse og risikokommunikation i tilknytning til nanomaterialer på arbejdspladsen.

Eksponering kan derfor forekomme i en lang række situationer på arbejdspladsen, hvor nanomaterialer bruges, håndteres eller forarbejdes og derfor bliver luftbåren og kan indåndes eller komme i kontakt med huden, f.eks. i tilknytning til sundhedspleje eller laboratoriearbejde, vedligeholdelsesarbejde eller bygge- og anlægsarbejde.

Læs mere om eksponering for nanomaterialer på arbejdspladsen.

Håndtering af risiciene i tilknytning til nanomaterialer på arbejdspladsen

EU-lovgivningen om beskyttelse af arbejdstagerne finder anvendelse på nanomaterialer, selv om disse materialer ikke nævnes specifikt heri.  Særlig relevant er rammedirektiv 89/391/EØF, direktiv 98/24/EF om kemiske agenser og direktiv 2004/37/EF om kræftfremkaldende stoffer eller mutagener samt lovgivningen om kemikalier (REACH og CLP). Det betyder, at arbejdsgiverne skal vurdere og styre risiciene i tilknytning til nanomaterialer på arbejdspladsen. Hvis anvendelsen og frembringelsen af nanomaterialer ikke kan fjernes eller erstattes af mindre farlige materialer og processer, skal eksponeringen af arbejdstagerne minimeres via forebyggelsesforanstaltninger i henhold til det kontrolhierarki, der prioriterer:

  1. tekniske kontrolforanstaltninger ved kilden
  2. organisatoriske foranstaltninger
  3. personlige værnemidler som en sidste udvej.

Selv om der fortsat findes mange usikkerheder, hersker der stor bekymring omkring de sundheds- og sikkerhedsmæssige risici i tilknytning til nanomaterialer. Arbejdsgiverne skal derfor sammen med arbejdstagerne anvende en forsigtighedsstrategi i forbindelse med risikostyring i valget af forebyggelsesforanstaltninger.

Det kan være vanskeligt at påvise nanomaterialer, deres emissionskilder og eksponeringsniveauer, men der findes vejledning og værktøjer, som kan bidrage til risikostyring i tilknytning til nanomaterialer på arbejdspladsen.

Læs EU-OSHA's mere specifikke vejledning om, hvordan risiciene i tilknytning til nanomaterialer styres inden for sundhedssektoren og i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde. Andre organisationer har ligeledes udarbejdet nyttigt informationsmateriale f.eks. om nanomaterialer inden for bygge- og anlægssektoren  og inden for møbelsektoren eller inden for forskning og udvikling.

Læs, hvordan andre virksomheder har håndteret nanomaterialer, i afsnittet med eksempler på god praksis inden for styring af nanomaterialer på arbejdspladsen.