Bilbao
Siden 1996 har EU-OSHA haft hjemme i den pulserende by Bilbao. Bilbao var et industrielt kraftcenter i det 19. og 20. århundrede, men oplevede i lighed med mange andre industrialiserede områder en dyb recession ved tilbagegangen i sværindustrien. Imidlertid øjnede bymyndighederne en lys fremtid for Bilbao og investerede i 1990'erne kraftigt i at forny forladte industriområder og tiltrække kultur og turisme. EU-OSHA har gennem sin tid i byen været vidne til åbningen af det ikoniske Guggenheim-museum, tildelingen af den stiftende Lee Kuan World City Prize i 2010 til Bilbaos rådhus, og udnævnelsen af Bilbao til årets europæiske by ved uddelingen af Urbanism Awards i 2018.
© EU-OSHA / David Tijero
I EU-kredse er EU-OSHA blevet kendt som "Bilbao-agenturet" — et kælenavn, der anerkender det særlige og gensidigt givende forhold mellem by og organisation. Ikke overraskende har EU-OSHA gode relationer med myndighederne i Bilbao. Det samarbejder desuden med den baskiske arbejdsmiljømyndighed, Osalan.
EU-OSHAs største aktiv — personalet
EU-OSHA er ikke i tvivl om, at dets største aktiv er dets højt kvalificerede og engagerede personale. Alle ansatte er ekspert på hvert deres område: arbejdsmiljø, kommunikation, informationsteknologi, økonomi, menneskelige ressourcer, administration og netværk. De kommer fra 16 EU-medlemsstater og legemliggør dermed EU-OSHA's europæiske kultur.
"Det yderst kompetente og velmotiverede personale. Godt personale på alle niveauer og en fuldstændig blanding af europæiske nationaliteter skaber en stærk "europæisk" kultur. EU-OSHA var som en familie for mig."
Dr. Jukka Takala, tidligere direktør for EU-OSHA
Til gengæld tager EU-OSHA sig af sine medarbejdere og skaber arbejdsvilkår af høj kvalitet, som det fører kampagner for over hele Europa. Disse omfatter ergonomiske arbejdsstationer og udstyr og gennemførelse af en politik og plan for forebyggelse af stress, som både omfatter det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.
© EU-OSHA's fotokonkurrence 2011/Frederic Santiago
EU-OSHA tilstræber de bedste arbejdsvilkår i overensstemmelse med rammedirektivet om arbejdsmiljø, både for sine egne medarbejdere og for sine kontrahenter. Agenturet har desuden forpligtet sig til at reducere sit miljøaftryk, f.eks. ved at installere et moderne, energieffektivt belysnings- og elsystem, reducere og genanvende kontoraffald, bruge miljøvenlige rengøringsmidler og benytte kontrahenter, som deler dets værdier.
På spørgsmålet om, hvad der var eller havde været det bedste ved at arbejde hos EU-OSHA gav nuværende og tidligere medarbejdere og partnere det samme svar: deres kolleger.
"Mine kolleger, herunder det gennemprofessionelle EU-OSHA-personale ... At tage til Bilbao er for mig som at komme hjem ... Jeg lærer en masse af mine kolleger."
Károly György, næstformand for EU-OSHA's bestyrelse
I EU-OSHA's 25 år har medarbejderne og byen Bilbao været centrale i agenturets succes. Fejringen af 25-års-jubilæet er en hyldest til de medarbejdere — tidligere og nuværende — hvis færdigheder, passion og entusiasme har gjort EU-OSHA til den organisation, det er i dag, og som har arbejdet i et partnerskab for et sikkert og sundt Europa.