Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer
Gå direkte til indhold Søg FAQ Hjælp Om os

Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur

Arbejdsmiljønetværk
Du er her: Forside Aktuelle emner Farlige stoffer Occupational Exposure Limits (OEL) Frequently Asked Questions

Frequently Asked Questions

Index of FAQ sections


General Information

 
  1. Kan jeg få fat på arbejdsmiljølovgivning fra andre medlemslande på mit eget sprog?

    Alle medlemslandenes websteder har en sektion med lovgivning. Nogle af disse giver direkte adgang til national lovgivning inden for arbejdsmiljø. På grund af fortolkningsproblemer er disse dog generelt kun tilgængelige på nationalsprogene.

  2. Kan Agenturet støtte mit projekt?

    Agenturet råder i princippet ikke over de nødvendige ressourcer og kan derfor ikke give økonomisk støtte til eksterne projekter. Agenturet bemyndiges dog fra tid til anden af Den Europæiske Union til at administrere og gennemføre specifikke finansieringsaktiviteter, der er direkte forbundet med forbedring af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen, som f.eks. den europæiske arbejdsmiljøuge eller finansieringsordningen til forebyggelse af ulykker i SMV’er. De kan finde oplysninger om disse ordninger på adressen: http://sme.osha.europa.eu/
    En generel oversigt over tilskud og lån, som ydes af Den Europæiske Union, findes på Generalsekretariatet for Europa-Kommissionens websted: (
    http://europa.eu.int/comm/secretariat_general/sgc/aides/index_en.htm). Hvis Deres projekt er forbundet med arbejdsmiljø på nationalt plan, anbefaler vi, at De henvender Dem til Deres nationale Focal Point.

  3. Vil oplysninger om medlemslandenes websteder blive tilgængelige på forskellige sprog?

    De fleste oplysninger på medlemslandenes websteder bliver indsamlet gennem det enkelte lands nationale netværk eller gjort tilgængelige via links. Det vil derfor ikke være praktisk at oversætte alle disse oplysninger til de øvrige EU-sprog. Flere medlemsstater formidler imidlertid nogle oplysninger på engelsk.
    [Top]

  4. Kan Agenturet rådgive mig vedr. mine arbejdsmiljøproblemer?

    Som fastlagt i oprettelsesforordningen (2062/94 - 1643/95), kan Agenturet ikke rådgive i individuelle arbejdsmiljøsager. De kan finde frem til den kompetente organisation til formidling af disse oplysninger i Deres land, enten via Deres nationale Focal Point eller direkte på det nationale websted under ”systemer”.

  5. Kan jeg få fat på europæisk arbejdsmiljølovgivning på mit eget sprog?

    Den europæiske arbejdsmiljølovgivning er tilgængelig i sin helhed på dette websted på alle EU-sprog. Yderligere oplysninger og lovgivning findes på Kommissionens Eur-Lex-websted, eller De kan abonnere på Kommissionens mere omfattende lovgivningswebsted, CELEX.

  6. Hvor finder jeg rapporter udgivet af Agenturet?

    I lighed med alle Agenturets publikationer, bliver informationsrapporterne på flere sprog umiddelbart efter offentliggørelse lagt på dette websted, hvorfra de kan læses online og gratis kan downloades. Agenturets publikationer trykkes i et begrænset oplag. Hvis De ønsker at modtage den trykte udgave, bedes De henvende Dem til Deres nationale Focal Point.

  7. Hvor kan jeg finde tal for arbejdsulykker, erhvervssygdomme og hermed forbundne udgifter?

    Alle medlemslandenes websteder har en rubrik med statistik. Nogle af disse giver adgang til nationale tal for arbejdsulykker, erhvervssygdomme og hermed forbundne udgifter. Særlig på grund af eventuelle fortolkningsspørgsmål er disse generelt kun tilgængelige på nationalsprogene. Under rubrikken ”Statistik” på dette websted formidles oplysninger på europæisk plan fra en række organisationer.



Jump back to the top of the page

Farlige stoffer

 
  1. Hvorfor er der for nogle stoffer angivet flere grænseværdier?

    For nogle stoffer er der fastsat en loftsværdi, som på intet tidspunkt må overskrides. Formålet med en sådan loftsværdi er at beskytte arbejdstageren mod både akutte virkninger, såsom irritation i halsen, og mod kroniske, langsigtede virkninger. Foruden den ”normale” 8-timers grænseværdi findes der en maksimalt acceptabel kortsigtet koncentration. Formålet med korttidseksponeringsgrænsen er at beskytte arbejdstagerne mod kort eksponering for farlige stoffer. Sådanne eksponeringsgrænser gælder ofte for perioder på 15 minutter.

  2. Indeholder listerne over grænseværdier også oplysninger om et stofs evne til at indtrænge gennem hud eller øje eller om stoffets eventuelle allergiske eller asfyxerende virkninger?

    Sammen med grænseværdierne for et stof gives ofte oplysninger om andre sundhedsmæssige virkninger, som for eksempel dets evne til at indtrænge gennem hud eller øje og dets eventuelle allergiske, dvs. sensibiliserende, virkninger.

  3. Hvorfor kan grænseværdierne være forskellige fra land til land?

    Grænseværdierne for erhvervsmæssig eksponering varierer fra land til land. Årsagen hertil er, dels at der anvendes forskellige vurderingsmetoder, og dels at de enkelte kemikaliers risikopotentiale vurderes forskelligt. Mange gange er det umuligt at sammenligne to landes grænseværdier, fordi værdierne er fastsat på forskelligt grundlag.

  4. Er der fastsat grænseværdier for stoffer, som kan fremkalde kræft eller beskadige mine arveanlæg?

    Genotoksiske stoffer beskadiger arveanlæggene. Sådanne stoffer behandles anderledes end farlige stoffer, og det samme gælder kræftfremkaldende stoffer med genotoksiske eller andre ukendte virkninger. Eftersom det er vanskeligt at fastsætte en ”NOAEL” (”ingen observeret negativ virkning”) eller en ”uskadelige minimumskoncentration” for genotoksiske stoffer, er det væsentligste kriterie for fastsættelse af en grænseværdi den teknisk mulige minimale luftkoncentration. Der kan også sættes en pragmatisk grænse for øget kræftrisiko.

  5. Findes der grænseværdier for mikroorganismer?

    I nogle medlemslande er der fastsat grænseværdier for "biologiske" stoffer. Disse grænseværdier omfatter risikoen fra mikroorganismer, for eksempel vira, bakterier, parasitter og svampe. Eksponering for mikroorganismer er især af betydning for ansatte på hospitaler, laboratorier og i fødevareindustrien eller for arbejdstagere, der arbejder med affald, spildevand og genbrug af affald.

    Til forside

    #include virtual="/php/bot.stm" None

  6. Hvad nu hvis min arbejdsdag er længere end 8 timer?

    Selvom den daglige arbejdsdag er længere end 8 timer, overskrides den daglige dosis baseret på en 8-timers arbejdsdag ikke. Grænseværdien for erhvervsmæssig eksponering skal være lavere. Hvis der for eksempel er fastsat en grænseværdi på 100 ppm for 8 timer, skal grænseværdien normalt reduceres til 80 ppm for en 10-timers arbejdsdag og til 67 ppm for en 12-timers arbejdsdag.

  7. Fastsættes der kun grænseværdier for individuelle stoffer?

    Nogle gange fastsættes der grænseværdier for stofblandinger, som ofte bruges på arbejdspladserne. Som eksempel kan nævnes specielle opløsningsblandinger, olietåger der opstår fra skærevæsker, støv fra sandblæsning, svejserøg og udstødningsgasser fra diesel på bilværksteder. I sådanne tilfælde kan den relevante lovgivning indeholde særlige bestemmelser.

  8. Hvorfor kan jeg ikke finde en grænseværdi for det stof, som jeg arbejder med?

    Listerne over grænseværdier omfatter mellem 500 og 1.000 stoffer, herunder affaldsprodukter fra produktionsprocesser, men i Europa markedsføres og produceres langt flere stoffer. Der er fastsat grænseværdier for de mest almindelige og hyppigst anvendte stoffer men ofte ikke for hver enkelt ingrediens i et kemisk produkt. De relevante sikkerhedsdatablade bør indeholde yderligere oplysninger, i den udstrækning de er tilgængelige. Indholdet af sådanne datablade er fastlagt i EU-direktiver. Sikkerhedsdatablade kan fås hos producenten eller leverandøren af et stof. Arbejdsgiveren bør stille alle relevante oplysninger til rådighed for de ansatte og andre berørte arbejdstagere. Selvom der ikke findes en grænseværdi for et givet stof, er arbejdsgiveren forpligtet til at udføre en risikovurdering.

  9. Hvordan kan jeg måle eksponeringsniveauet på min arbejdsplads?

    Af lovgivningsmæssige hensyn kan det være nødvendigt at foretage tekniske målinger for at fastslå niveauet af farlige stoffer. Sådanne målinger kan indebære konstant kontrol, regelmæssig kontrol eller individuelle kontrolmålinger. For at kunne foretage troværdige målinger må man have instrumenter af god kvalitet, en standardiseret opstilling af instrumenterne på arbejdspladsen og en præcis beskrivelse af arbejdspladsen, som indbefatter nærmere oplysninger om luftskifte og om hvilke arbejdsopgaver, der udføres under målingen. I hvert enkelt EU-medlemsland er der opstillet retningslinier for, hvorledes sådanne målinger skal udføres. Derfor må man henvende sig til de nationale myndigheder for at indhente nærmere oplysninger. Det Europæiske Standardiseringsråd (CEN) er ved at udarbejde en standard for vurdering af eksponering på arbejdspladsen.
    Link til
    Det Europæiske Standardiseringsråd (CEN)
    http://www.cenorm.be/

  10. Hvilken slags ”parameter” er en grænseværdi?

    De mest almindelige grænseværdier er grænseværdier for luftforure-ning, der fastlægger den maksimalt "tilladelige" eller "acceptable" koncentration af et farligt stof i luften på arbejdspladsen. Denne koncentration varierer fra stof til stof afhængigt af stoffets toksicitet og andre faktorer, for eksempel stoffets fysisk-kemiske egenskaber.

  11. Hvem er ansvarlig for kontrollen med farlige stoffer?

    I alle medlemslandene har arbejdsgiverne ansvaret for kontrollen med farlige stoffer på arbejdspladsen. Ligeledes er det også arbejdsgiverne, der skal sikre, at de relevante grænseværdier overholdes. Myndighederne, for eksempel Arbejdstilsynet, tilser arbejdsgivernes aktiviteter, og de kan træffe egne foranstaltninger.

  12. Grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering: er grænseværdierne vejledende, eller kan de håndhæves juridisk?

    Grænseværdierne for erhvervsmæssig eksponering er omfattet af national eller europæisk lovgivning, men det varierer fra land til land, i hvilken udstrækning de er obligatoriske eller vejledende. Nogle medlemslande udarbejder mere end én liste; én af obligatorisk eller bindende karakter, og en anden af mere vejledende eller orienterede karakter. I alle tilfælde tilrådes det på det kraftigste, at man undersøger reglerne i den relevante nationale lovgivning.

  13. Hvad sker der, hvis en grænseværdi overskrides?

    Arbejdstagerne kan blive syge. De juridiske konsekvenser afhænger af, hvilket stof der er involveret, hvilken grænseværdi der er overskredet, og i hvilket medlemsland overskridelsen finder sted. Kontakt de relevante nationale myndigheder for at få yderligere oplysninger.

  14. Hvilken rolle spiller grænseværdierne i risikostyringen af farlige stoffer?

    Det skal understreges, at risiko ikke kan vurderes alene på grundlag af grænseværdierne. Grænseværdierne for erhvervsmæssig eksponering relaterer sig til et stofs toksicitet og viser, om der består en risiko. Men en risikovurdering bør tage højde for alle potentielle risikokilder, herunder arbejdsprocedurer og -systemer. Hvis risikovurderingen viser, med eller uden en måling af grænseværdier, at der skal træffes foranstaltninger for at reducere arbejdstagernes risiko for skade, er det arbejdsgiverens pligt at tage følgende lovgivningsmæssige skridt for at nedbringe denne risiko:

    • at fjerne behovet for at bruge det pågældende stof,
    • at erstatte stoffet med et mindre risikobetonet stof,
    • at gennemføre tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at reducere kontakt med dette stof eller luftkoncentrationen heraf, og i sidste instans
    • at indføre brug af personlige værnemidler.

  15. Hvem fastsætter grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering?

    Sundhedsbaserede grænseværdiniveauer bestemmes af nationale videnskabelige institutioner og videnskabelige udvalg, - helst ud fra princippet "no observed adverse effect levels" (NOAELs) – ingen observeret negativ virkning. Udgangspunktet for fastsættelsen af grænseværdierne kan være tilfælde af eksponering for et stof, eksperimenter eller epidemiologiske studier af forholdet mellem eksponering og respons. Også resultater af dyrestudier kan anvendes. I mange tilfælde udgives et kriteriedokument, som indeholder nærmere baggrundsoplysninger. For nogle stoffer anføres internationale forslag eller andre landes officielle grænseværdier. Alle involverede grupper såsom myndigheder, industrien, arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, forbrugere og videnskabelige institutioner kan fremsætte forslag om nye grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering. Den endelige beslutning om fastsættelse af en grænseværdi træffes som regel på regeringsplan. Ofte indgås et kompromis mellem de involverede grupper.

  16. Gælder grænseværdierne for alle personer?

    Alle grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering fastsættes ud fra en formodning om, at de eksponerede personer er sunde voksne arbejdstagere. I nogle tilfælde skal grænseværdierne dog også beskytte "følsomme undergrupper". Normalt gælder grænseværdierne ikke for gravide og ammende kvinder eller andre følsomme personer, og der bør træffes særlige foranstaltninger efter behov for at beskytte sådanne grupper.

  17. Anvendes der andre former for parametre?

    I nogle lande fastsættes også grænseværdier for et stofs indhold i biologiske prøver af for eksempel blod, urin eller luft fra luftvejene. Sådanne grænseværdier betegnes biologiske grænseværdier eller biologiske eksponeringsværdier (BEIs). På grundlag af disse biologiske grænseværdier ændres og suppleres grænseværdierne for luftkvalitet, og de indgår i målinger af den faktiske og samlede eksponering på arbejdspladser.

  18. Hvilke er de vigtigste faktorer for en grænseværdi?

    For alle luftgrænseværdier angives mindst to fundamentale faktorer:

    • Koncentration - normalt angivet i milliliter pr. kubikmeter (ml/m3), også kaldet del pr. million eller ppm, eller milligram pr. kubikmeter (mg/m3), og
    • Tid – gennemsnitlig eksponeringstid i minutter eller timer.

    Den gennemsnitlige eksponeringstid i listerne over grænseværdier for erhvervsmæssig eksponering er som regel 8 timer pr. dag (ofte kaldet TWA-8h eller tidsvægtet gennemsnitskoncentration - 8h). Grænseværdierne fastsættes normalt ud fra en forudsætning om, at en arbejdstager kan være udsat for et stof i et arbejdsliv på 40 år med 200 arbejdstimer pr. år.



Jump back to the top of the page

Ofte stillede spørgsmål

 
  1. Hvad er arbejdsbetingede lidelser i nakke og overekstremiteter?

    Arbejdsbetingede lidelser i nakke og overekstremiteter er lidelser i kropsdele som muskler, led, sener, nerver eller lokale kredsløbssystemer, der primært forårsages eller forværres en arbejdssituation og på grund af indvirkningen fra de umiddelbare omgivelser, hvor arbejdet udføres.

    De fleste arbejdsbetingede lidelser i nakke og overekstremiteter er kumulative lidelser, der skyldes gentagen eksponering for belastninger med høj eller lav intensitet gennem en længere periode. De kan også være akutte traumer som f.eks. brud, der opstår ved en ulykke.

    Disse lidelser kan ramme nakke, skuldre og øvre lemmer. Nogle af de arbejdsbetingede lidelser i nakke og overekstremiteter såsom senebetændelse, karpaltunnelsyndrom, vibrationssyndrom og plexus brachialis kompressionssyndrom har veldefinerede tegn og symptomer, mens andre er mindre veldefinerede og kun giver sig udslag i smerter, ubehag, følelsesløshed og snurren i de berørte områder.

    Arbejdsbetingede lidelser i nakke og overekstremiteter kaldes undertiden "forstrækninger eller forstuvninger", skader som følge af gentagne belastninger eller lidelser fremkaldt af kumulative traumer.


  2. Hvilke brancher er udsat for den største risiko?

    Alle brancher er berørt, men følgende er mest berørt:

    • Landmænd, skovarbejdere og fiskere
    • Bygningsarbejdere
    • Tømrere
    • Chauffører
    • Sygeplejersker
    • Rengøringspersonale
    • Minearbejdere
    • Maskinoperatører
    • Håndværkere
    • Skræddere
    • Ekspedienter
    • Arbejdstagere inden for hotel, restaurant og catering
    • Sekretærer og indtastningspersonale
    • Arbejdstagere, der arbejder med læsning og aflæsning


  3. Hvad er arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær?

    Muskel- og skeletbesvær er lidelser i kropsdele som muskler, led, sener, nerver eller lokale kredsløbssystemer, der primært forårsages eller forværres i en arbejdssituation og på grund af indvirkningen fra de umiddelbare omgivelser, hvor arbejdet udføres.

    De fleste tilfælde af arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær er kumulative lidelser, der skyldes gentagen eksponering for belastninger med høj eller lav intensitet gennem en længere periode. Men muskel- og skeletbesvær kan også være akutte traumer som f.eks. brud, der opstår ved en ulykke.

    Disse lidelser rammer hovedsagelig ryg, nakke, skuldre og øvre lemmer, men kan også berøre de nedre lemmer. Nogle tilfælde af muskel- og skeletbesvær såsom karpaltunnelsyndrom i håndleddet er specifikke i kraft af deres veldefinerede tegn og symptomer. Nogle tilfælde af muskel- og skeletbesvær er ikke-specifikke, fordi der kun forekommer smerter eller ubehag uden tegn på en klart defineret, specifik lidelse.


  4. Hvilke sektorer er mest berørt?

    Landbrug og byggeri er de mest berørte sektorer både med hensyn til: eksponering for fysiske risici og klager over muskel- og skeletbesvær. Alle sektorer er imidlertid berørt.


  5. Hvilke faktorer skal man overveje, før man træffer beslutning om forebyggende foranstaltninger?

    Når man skal træffe beslutning om forebyggende foranstaltninger, skal man overveje en lang række mulige ændringer:

    • arbejdspladsen - kan opbygningen f.eks. forbedres, så det undgås, at arbejdstagerne skal udføre opgaver, der kræver anvendelse af muskelkraft i ubekvemme eller statiske arbejdsstillinger?
    • arbejdsudstyr - er værktøjet f.eks. udformet ergonomisk korrekt? Kan der anvendes maskinværktøj til at begrænse den muskelkraft, der er nødvendig til operationen? Vil brugen af sådanne værktøjer øge eksponeringen for hånd- eller armvibrationer?
    • arbejdstagerne - de skal trænes i at øge deres bevidsthed om ergonomiske faktorer og undgå usikre arbejdsbetingelser. Arbejdstagerne skal desuden overbevises om, hvorfor det er nødvendigt at være opmærksom på forebyggelse, og hvad der sker, hvis man forsømmer dette. De skal også gøres opmærksom på fordelene ved at anvende god praksis og gode arbejdsmetoder i form af færre lidelser og ingen løntab
    • arbejdsopgaver - et af de vigtigste krav består i at reducere de fysiske krav ved arbejdet ved at mindske anvendelsen af muskelkraft, gentagne bevægelser, ubekvemme stillinger og/eller vibrationer. Dette kræver ofte anvendelse af nye værktøjer eller arbejdsmetoder
    • tilrettelæggelse af arbejdet - f.eks. ved at planlægge arbejdet bedre eller indføre sikre arbejdssystemer. Det kan være muligt at omfordele opgaverne mellem medarbejderne for at reducere gentagne bevægelser, kraftige fysiske belastninger af hænderne samt langvarige nedbøjede eller forvredne arbejdsstillinger
    • på det organisatoriske plan - de praktiske løsninger omfatter indførelse af en hensigtsmæssig fordeling mellem arbejde og hvile for at mindske træthed, tilrettelæggelse af pauser og jobrotation. På det overordnede plan inden for virksomheden kan der indføres en politik om udvikling af en solid sikkerhedskultur for i højere grad at engagere ledelsen og inddrage denne i arbejdet med at identificere og eliminere eller reducere risikofaktorerne for muskel- og skeletbesvær samt for at forbedre sikkerheds- og overvågningsforanstaltningerne

    None

  6. Hvordan vurderer man risikoen for muskel- og skeletbesvær?

    Arbejdsgiverne har en juridisk forpligtelse til at vurdere risiciene på arbejdspladsen og gribe ind for at garantere sundheden og sikkerheden for arbejdstagere og andre, der kan blive ramt. Risikovurderingen bidrager til at identificere risici på arbejdspladsen, og hvem der er udsat for risici, for at træffe beslutning om hensigtsmæssige forebyggende foranstaltninger og risikoovervågning. Det er vigtigt at involvere arbejdstagerne for at nå frem til en vellykket vurdering og kunne bekæmpe de forskellige risici.

    En trinvis metode for risikovurdering omfatter:

    • Identificering af risici: Tænk over det arbejde, der udføres, og identificér alle risici eller kombinationer af risici, der kan føre til muskel- og skeletbesvær; tal med arbejdstagerne og de tilsynsførende; inddrag dem i risikovurderingen og informer dem om resultaterne og de planlagte foranstaltninger
    • Overvej, hvem der kan blive ramt, og hvordan dette kan ske: Tænk på alle, der kan komme til skade; glem ikke deltidsansatte og midlertidigt ansatte samt arbejdstagere hos underleverandører, der leverer ydelser til virksomheden; inddrag arbejdstagerne og de tilsynsførende i vurderingsprocessen og fortæl dem, hvad De vil gøre for at reducere risikoen
    • Evaluering af risici og beslutning om konkrete foranstaltninger: Overvej, hvordan eksponeringen for de risikofaktorer, der er identificeret, kan føre til muskel- og skeletbesvær, og hvad der skal gøres for at eliminere eller reducere dem
    • Overvågning af risiciene og gennemgang af forebyggende foranstaltninger; når der sker betydelige ændringer på arbejdspladsen med hensyn til udstyr, metoder, opgaver eller andet, er det vigtigt at kontrollere, at der ikke opstår nye risici, som skal elimineres eller reduceres


  7. Hvordan afhjælper man muskel- og skeletbesvær?

    Der er behov for en integreret forvaltningsmetodefor at afhjælpe muskel- og skeletbesvær. I forbindelse med denne metode skal man overveje både forebyggelse af nye lidelser samt behandling, genoptræning og genintegrering af arbejdstagere, der allerede lider af muskel- og skeletbesvær.

    Sådan forebygger man muskel- og skeletbesvær:

    • Forhindring af risici for muskel- og skeletbesvær
    • Evaluering af de risici, der ikke kan forhindres
    • Bekæmpelse af risici ved kilden
    • Tilpasning af arbejdet til den enkelte
    • Hensyntagen til den tekniske udvikling
    • Udskiftning af det, der er farligt, med noget, der er ufarligt eller mindre farligt
    • Udvikling af en sammenhængende, overordnet forebyggelsespolitik, der dækker den samlede kropsbelastning
    • Vedtagelse af foranstaltninger til kollektiv beskyttelse frem for foranstaltninger til individuel beskyttelse
    • Hensigtsmæssig instruktion af arbejdstagerne Fastholdelse af arbejdstagere med muskel- og skeletbesvær på arbejdspladsen:
    • Tilbud om genoptræning
    • Genintegrering af arbejdstagere, som har eller har haft muskel- og skeletbesvær, på arbejdspladsen


  8. Hvilke faktorer kan bidrage til muskel- og skeletbesvær?

    Forskellige grupper af faktorer kan bidrage til muskel- og skeletbesvær, herunder fysiske og biomekaniske faktorer, organisatoriske og psykosociale faktorer samt individuelle og personlige faktorer. Disse kan optræde enkeltvis eller forenet.

    Fysiske faktorer:

    • Anvendelse af muskelkraft, f.eks. til at løfte, bære, trække, skubbe og bruge værktøjer
    • Gentagne bevægelser
    • Uhensigtsmæssige og statiske stillinger, f.eks. at have hænderne over skulderniveau eller at sidde og stå i længere tid
    • Lokal sammenpresning af værktøjer og overflader
    • Vibration
    • Kulde eller overdreven varme
    • Dårlige lysforhold, kan f.eks. føre til ulykker
    • Højt støjniveau, kan f.eks. skabe spændinger i kroppen

    Indretning af arbejdspladsen og psykosociale faktorer:

    • Krævende arbejde, mangel på kontrol over de udførte opgaver samt lav grad af selvstændighed
    • Lav jobtilfredshed
    • Gentagne, ensformige og hurtige bevægelser
    • Mangel på støtte fra kolleger, overordnede og chefer

    Individuelle faktorer:

    • Tidligere sygehistorie
    • Fysiske evner
    • Alder
    • Overvægt
    • Rygning


  9. Findes der lovgivning og standarder, der kan forebygge disse lidelser?

    Kravene i EU-lovgivningen vedrørende muskel- og skeletbesvær omfatter internationale konventioner og standarder, europæiske direktiver og europæiske standarder.

    På internationalt plan har Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) udarbejdet adskillige konventioner vedrørende muskel- og skeletbesvær. Før disse konventioner blev juridisk bindende, skulle de ratificeres af et vist antal lande.

    På EU-plan er der offentliggjort adskillige direktiver, der direkte eller indirekte vedrører muskel- og skeletbesvær. Et europæisk direktiv kræver, at der vedtages gennemførelseslovgivning i de enkelte medlemsstater, før det træder i kraft der. Et direktiv indeholder normalt de aftalte mål, som EU's medlemsstater skal forfølge, men lader medlemsstaterne vælge selv, hvordan målene skal nås. Disse direktiver suppleres af en række europæiske EN-standarder, der indeholder de nærmere bestemmelser og giver mulighed for at gennemføre dem.

    Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) har udgivet internationale standarder om ergonomiske krav til arbejdsstationer, metoder til risikovurdering og andre aspekter vedrørende muskel- og skeletbesvær.

    Der findes flere oplysninger på: EU-lovgivning om arbejdsrelateret muskel- og skeletbesvær.


  10. Hvor stort er problemet med muskel- og skeletbesvær?

    • Muskel- og skeletbesvær er de mest almindelige arbejdsrelaterede helbredsproblemer i EU-27: 25 % af de europæiske arbejdstagere klager over ondt i ryggen og 23 % over muskelsmerter
    • 62 % af arbejdstagerne i EU-27 er udsat for gentagne hånd- og armbevægelser i 25 % af arbejdstiden eller mere; 46 % for smertefulde eller trættende arbejdsstillinger; 35 % skal bære eller flytte tunge genstande
    • Kvinder er i almindelighed mindre eksponeret for fysiske risikofaktorer, selvom begge køn udsættes for hånd- eller armbevægelser og arbejde, der omfatter smertefulde eller trættende arbejdsstillinger
    • Hvad angår bestemte typer risici - arbejde, der indebærer flytning af personer - er kvinder betydeligt mere udsat end mænd med en eksponeringsgrad på henholdsvis 11 % og 6 % i 25 % af arbejdstiden eller derover
    • Muskel- og skeletbesvær er dyre lidelser som følge af deres direkte - forsikring, erstatning, udgifter til lægebehandling og administration - og indirekte omkostninger som følge af mistet produktivitet




Jump back to the top of the page

FAQ

 
  1. What kind of information and training does the employer have to provide toemployees?

    Employees should receive training to obtain a certain level of knowledge,skills, and motivation to carry out their tasks without any risks, for theirown or others’ safety, health, or well-being, and to make employees awareof the risks.

    Training should be given before starting the working activity (to temporaryemployees and to contractors too). The information should be repeated on a regularbasis. The training should be adapted to the employee’s level of education.The training should be evaluated to make sure employees have assimilated theinformation.

  2. What accident legislation is applicable when an employee is at work in anotherEuropean country?

    In principle, the national legislation of the respective European countryapplies to employees working in another European country. Detailed informationon these legislations and the conditions of work, such as social security orsocial benefit schemes, is available on the Europasite.

  3. Do companies need to hire someone to take care of the prevention of work-relatedaccidents?

    If the companies cannot organise such protective and preventive measures themselves,owing to a lack of competent personnel in the enterprise and/or establishment,the employer should engage external services or persons to do this.

    If the employer hires such services or persons, he should inform them of thefactors known to affect, or suspected of affecting, the safety and health ofthe workers. This is laid down in Council Directive 89/391/EECof 12 June 1989 on the introduction of measures to encourage improvements inthe safety and health of workers at work

  4. Are young workers particularly at risk of accidents at work?

    Young workers are indeed an important category of worker at risk (as are newworkers in a workplace). Factors such as lack of experience give rise to anincreased probability of industrial accidents. This is why greater attentionwith regard to training, information, and supervision of young workers is required.

    In the light of the vulnerability of this group of workers, a specific directivehas been issued, obliging companies to pay particular attention to them. Thiswas Directive 93/33/CE of the Council of 22 June 1994 concerning the protectionof young workers. The directive “young workers” and its mainobjective in this sense is to prohibit the employment of child labour. It thendeals with specific prescriptions with regard to the protection of these workers,the evaluation of the risks of their work and a prohibition against performingcertain work (such as work exceeding their physical or mental capacities orwork that would expose them to dangerous substances).

  5. Which enterprises are most likely to have accidents?

    The highest rates were recorded in small and medium sized enterprises (SMEs).In companies employing 10 - 49 people, the rate of accidents leading to threeor more days’ absence from work in 1998 was 1.26 times the average. Thehighest rates were recorded in transport (1.43 times the sector average), construction,and manufacturing (1.2). Similar rates were found in companies employing 1-9people, with manufacturing, construction, and transport again leading the field(1.1-1.3 times the sector average).

  6. What is the worker’s role in accident prevention?

    Employees have to take care of their own safety and the health and safety ofother persons who could be affected by their acts as far as possible. So forexample, they have to ensure the correct use of work equipment and plant, dangeroussubstances, transport equipment, and other means of production, and to use personalprotective equipment in the correct way in accordance with instruction and training.They should never arbitrarily change or remove safety devices fitted to machines,apparatuses, tools, or other means of production and use each safety devicecorrectly. They should inform the employer of any work situation that posesa serious danger.

    Employees have to be consulted on health and safety measures and before newtechnology or products are introduced. Consultation helps to ensure that workersare committed to safety and health procedures and improvements.

    Employees should be involved in all steps of accident prevention that makeup the problem-solving cycle: needs analysis, priorities setting, planning,implementation, ongoing checks and evaluation. Involving the employees in riskassessment and risk prevention has been proven to reduce the number of accidents.

  7. Does accident-proneness exist?

    Accident proneness theory maintains that some workers are more liable to beinvolved in accidents. This theory is not generally accepted and researchershave not been able to prove the existence of ‘accident proneness’.However, there are reasons for high risks of workplace accidents and why someoccupational groupings are more likely to be involved in accidents.

    People who work nightshifts are more prone to accidents because their reactionsand concentration decline at night. Even employees who have been working lessthan 2 years at their place of work are more liable to have accidents than employeeswith more experience. Understanding the causes of accidents and establishinga safety management system (risk assessment) could help to prevent accidents at work.

  8. What is European legislation relates to accident prevention?

    A distinction can be made between economic and social regulations. Althoughtheir final objectives differ (‘the single market’ versus ‘theprotection of workers’), they both include provisions that implicitlyor explicitly aim to reduce accidents, and thus serve to protect the populationas a whole or workers/consumers as specific groups.

    • Economic directives deal with construction and the use of materials (CElabel) and the production and putting onto the market of dangerous substances.
    • Social directives are aimed specifically at encouraging the improvementof the safety and health of the workers at their place of work and prescribeonly minimum requirements.

    The most important directive is Council Directive 89/391/EECof 12 June 1989 on the introduction of measures to encourage improvements inthe safety and health of workers at work (the “Framework” directive).This Directive sets a framework with general obligations to ensure a minimumof protection for all workers throughout the Member States. Individual or specificdirectives that cover specific areas, such as workspaces, work equipment, manualhandling, and pregnant workers supplement the Framework Directive.

    The EUR-LEX site gives full textof Directives in all Member State languages

  9. What is an accident at work?

    Eurostat define an accident as "a discrete occurrence in the course ofwork which leads to physical or mental harm". However, this definitionof an accident at work is not based on European legislation, it is onlyused for collecting statistics. Member States may have their own definitionof an accident.

  10. What are the most common causes of accidents in the European Union?

    Eurostat gives some statistical information on the types of accidents suffered in serious accidents

    Part of the body injured:

    • Upper limbs - 41.2% (1.6%)
    • Lower limbs – 26.5% (2.2%)
    • Head – 9.2% (28.2%)
    • Torso – 5.2% (10.7%)
    • Whole body – 2.7% (31.2%)
    • Other and unspecified – 15.2% (26.1%)

    Type of Injury:

    • Wounds and superficial injuries – 37.6% (0%)
    • Bone fractures – 10.8% (19.7%)
    • Dislocations, sprains, strains – 24.4% (0%)
    • Concussions and internal injuries – 11.3% (6.5%)
    • Multiple injuries – 0.2% (10%)
    • Other and unspecified – 15.7% (73.7%)

    Slips, trips and falls are the largest cause of accidents in all sectors fromheavy manufacturing through to office work. In the Member States, they havebeen identified as the main causes of accidents that result in more than 3 days absence from work.

  11. When is a road accident an occupational accident?

    There can be some discussion over whether an accident is a road accident oroccupational accident. Eurostat’s definitionof an accident at work “includes cases of road traffic accidents aswell as accidents in public places or means of transport during a journey inthe course of work”. However, Member States may not use this definition,so check with the national authorities.

  12. What are direct accident costs?

    Direct costs are those costs that are accrued directly from the accident.They are quite easy to calculate, and include the medical costs incurred andthe compensation payments made to the injured workers. Direct costs are usuallyinsurable by Enterprises.
    What are indirect accident costs?

    Indirect costs are the less obvious consequences of an accident that can becosted. While the indirect costs created by accidents are hidden, they too mustbe paid from profits from the sale of products. They are more difficult to calculateand tend not to be insured. Indirect costs include:

    • Time away from the job not covered by workers' compensation insurance;
    • Payment of other workers who are not injured, for example those who stoppedwork to look after or help the injured worker and those who require outputfrom the injured in order to complete their tasks;
    • The cost of damage to materials or equipment;
    • The cost of overtime imposed by the accident (lost production, additionalsupervision, and additional heat, light, etc.);
    • The cost of wages paid to the supervisor for time spent on activities relatedto the accident. This includes caring for the injured, investigating the accident,and supervising the activities necessary to resume the operation of business.All of these activities will disrupt the supervisor's productivity;
    • Costs associated with instructing, training, and repositioning employeesin order to resume production. In some cases, it might even be necessary tohire a replacement with all the associated hiring costs;
    • Medical costs paid by the employer that are not covered by the insurance.This may include treatment facilities, personnel, equipment and supplies;
    • Cost of managers and clerical personnel investigating and processing claimforms and related paperwork, telephone calls, interviews, etc.;
    • Wage costs due to decreased productivity once the injured employee returnsto work. This is due to restricted movement or nervousness/cautiousness onthe part of the injured employee and time spent discussing the accident withother employees etc..

  13. What liaison should there be between employers when employees are workingin the workplace of another employer?

    Many accidents occur due to misunderstandings or lack of clarity of responsibilitieson shared sites. Employers should cooperate in implementing the safety and occupationalhygiene provisions and cooperate their actions in matters of protection andprevention of occupational risks.

    These risks can be reduced through adequate provision of information and trainingfrom the start of employment. Therefore, employers should inform one anotherand their workers of the possible and existing risks. OSH responsibilities shouldbe spelled out in the contracts.

    See also CouncilDirective 91/383/EEC of 25 June 1991 supplementing the measures to encourageimprovements in the safety and health at work of workers with a fixed- durationemployment relationship or a temporary employment relationship.

  14. Where is further information available?

    The European Agency for Safety and Healthat Work publishes a large amount of information on the prevention of accidentsat work.

    The EuropeanCommission Directorate General for Employment and Social Affairs has thetask of contributing to the development of a modern, innovative and sustainableEuropean Social Model with more and better jobs in an inclusive society basedon equal opportunities.

    It plays a key role in promoting positive interaction between economic, socialand employment policies, bringing in the main players who can help to achievethe EU strategic objective, viz. to make Europe the world most competitive anddynamic knowledge-based economy, capable of sustainable economic growth, withmore and better jobs and greater social cohesion.

  15. Does an employee need to report a dangerous situation?

    Safety is everybody’s business. Creating a safe working environmentis not only the task of a few designated people within the company. The missionof contributing to the introduction and maintenance of safe working conditions,while participating in the detection of risk and danger, is a matter for all.All employees should communicate any potentially dangerous situation they observe.

    Employees can, by observing certain particular situations, help to achievesafer working conditions. It is up to them to communicate and to inform somebodyin authority about this particular situation. The employer should be able torely on this information ‘from on the ground’” so that heor she can develop an effective prevention policy.

    Several processes are in place for informing somebody in authority when a dangeroussituation has been detected. Although the simplest and fastest way is by oralnotification, it is preferable for a written document to be used. Many companieshave a specific form or log book for employees to notify danger. This documentalso serves as a reminder to ensure that a remedy to the notified situationis not overlooked.

    An employee should immediately report a dangerous situation to their employer(or superior) and/or to the employee with specific responsibilities for thesafety and health of workers. This is laid down in Council Directive 89/391/EECof 12 June 1989 on the introduction of measures to encourage improvements inthe safety and health of workers at work.

    By fostering a positive safety culture and encouraging workers to report issuesand incidents such as “near misses”, employers can, by followingup these reports, gain positive business benefits such as improved productivity.

  16. Which industry sectors are most dangerous?

    Eurostat gives some statistical information on the breakdown of accidents by work sector (more than 3 days absence from work).

    Accident incidence rate 1998 per 100,000 persons in employment (fatal accidents)by economic activity:

    • Agriculture, hunting, and forestry – 6790 (12.4)
    • Manufacturing – 4492 (3.7)
    • Electricity, water, and gas supply – 1625 (3.2)
    • Construction – 8008 (12.8)
    • Wholesale and retail trade – 2451 (2.5)
    • Hotels and restaurants – 3590 (1.3)
    • Transport, storage, and communication – 5862 (11.8)
    • Financial intermediation – 1623 (1.7)

  17. How can incidents or near accidents be used to prevent work-related accidents?

    Enterprises should investigate all the causes of industrial accidents, includingminor accidents and near-accidents, to find identify measures that can be takento increase worker safety.

    Studying the causes and consequences of minor accidents and near-accidentsprovides data on potential accidents, their causes, and possible consequences,even in companies with a strict safety culture. Minor accidents should be regardedas a wake up call, warning us to take action. Studying minor accidents and near-accidentsmakes it possible to update and if necessary adapt the relevant safety procedures.

    An effective minor accident registration system should record all minor accidentsand near-accidents because these are far more common (whether or not any damageis caused) than accidents that are more serious. Research into minor accidentsand near-accidents produces statistically relevant data for the performanceof ‘root cause analyses’.