Hvorfor arbejdspladsvurdering?
Dette har enorme omkostninger:
- Menneskelige omkostninger for arbejdstagere og deres familie (bag statistikkerne gemmer der sig rigtige mennesker)
- Forretningsmæssige omkostninger for virksomhederne (sygefravær, forsikringsudgifter, produktivitet, omsætning, motivation, konkurrencedygtighed osv.)
- Omkostninger for samfundet (øget pres på sundhedsvæsnet)
Arbejdspladsvurdering er et af nøgleområderne i rammedirektivet og de øvrige direktiver om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Det er af stor betydning, at der investeres i bevidstgørelse om emnet og formidles ressourcer, oplysninger og god praksis på området.
Forebyggelse ud fra arbejdspladsvurderinger er hjørnestenen i den europæiske indsats for sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen. Det er der mange gode grunde til. Hvis arbejdspladsvurderingen – det første skridt i risikostyringsprocessen – ikke foretages tilfredsstillende, eller slet ikke foretages, bliver de rette forebyggende tiltag sandsynligvis ikke iværksat.
Alt for ofte undlader virksomhederne at foretage en tilstrækkelig vurdering af de mulige risici på arbejdspladsen. En arbejdspladsvurdering kan være en udfordring, især for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV’er), men sådan behøver det ikke at være.
Arbejdspladsvurderinger er en del af god arbejdsmiljøledelse. Der foreligger EU-lovgivning på området, herunder rammedirektivet, samt andet materiale med retningslinjer, oplysninger og god praksis.
Det, der er behov for, er en integreret indsats, som tager højde for de forskellige trin i arbejdspladsvurderingen, de enkelte arbejdsgiveres forskellige behov og ændringerne i arbejdslivet.
Arbejdsmiljøagenturet vil fokusere på at formidle de generelle principper for en integreret tilgang til arbejdspladsvurderingen og dens betydning for effektiv forebyggelse, samt at arbejdspladsvurderingen er både nødvendig og overkommelig.
Det første skridt mod systematisk arbejdsmiljøledelse.
For flere oplysninger, se også:
- Factsheet 81: ”Arbejdspladsvurdering – nøglen til sunde arbejdspladser”
- Factsheet 80: ”Arbejdspladsvurdering – roller og ansvar”
- Internetsiderne om arbejdspladsvurdering (APV)
Hvorfor er det et EU-anliggende?
Behovet for forbedringer inden for arbejdspladsvurdering blev fastslået i en meddelelse fra Kommissionen om den praktiske gennemførelse af bestemmelserne i rammedirektivet og de dertil hørende fem særdirektiver (KOM(2004) 62 endelig).
Følgende punkter blev fremhævet:
- Der er udbredt mangel på kendskab til, hvad der kræves, og hvordan man foretager en arbejdspladsvurdering.
- Opgaverne vedrørende arbejdspladsvurdering, dokumentation og tilsyn er ikke ensartet fordelt.
- Arbejdspladsvurderingen anses ofte for at være en engangsforeteelse og følges ikke op.
- Risici analyseres og vurderes ikke samlet. Det betyder, at separate foranstaltninger iværksættes uden en samlet tilgang til analysen af forholdene på arbejdspladsen.
- Ved en overfladisk arbejdspladsvurdering lægges der vægt på åbenlyse og umiddelbare risici, mens de langsigtede virkninger, f.eks. virkninger forårsaget af kemiske stoffer, overses.
- Psykosociale risikofaktorer og faktorer vedrørende tilrettelæggelsen af arbejdet inddrages sjældent i arbejdspladsvurderingen.
- Arbejdsgiverne fører ikke tilstrækkeligt tilsyn med effektiviteten af foranstaltningerne.
Kampagnens formål er at gøre arbejdspladsvurdering, der blev indført via EU-direktiver, til en del af den integrerede arbejdsmiljøindsats.


